Instruktører

Instruktører i PI-Gymnastik (sæson 23/24):

PI-X:

Andrea Joensen

Andrea har en teknisk baggrund i contemporary og en stor passion for floorwork og partnering. Hun er uddannet fra Copenhagen Contemporary Dance School (2012) og Stepz Danseuddannelse (2013), og har efterfølgende søgt inspiration i udlandet gennem flere ophold og workshops. 

Andrea har undervist på en række danseskoler i København, herunder Stepz Danseuddannelse og Savery Academy, og har været en del af underviserteamet hos PI-X siden 2017. Hun har også medvirket i flere danseprojekter både i København og på Færøerne. 

I sine timer underviser Andrea i contemporary med fokus på floorwork, partnering og improvisation. Hendes undervisning er fysisk krævende og udfordrende, men med en legende og kreativ tilgang, der inviterer til nysgerrighed og personlig udvikling. 

Lilli O’Reilly

Lilli er uddannet ved Trinity Laban Conservatoire of Music and Dance i London, hvor hun tog sin bachelor i contemporary dans. Derudover har hun fordybet sig gennem kurser og workshops både i Danmark og udlandet og de sidste 3 sæsoner har Lilli været danser med PI X.  

Hun har de seneste to sæsoner undervist på Roskilde REP (tidligere kendt som Fællesholdet) og har desuden undervist på en række danseworkshops rundt omkring i landet, samt assisteret Det Kongelige Teaters Balletskole Kompagni B’s vinterforestilling. 

Som freelance danser er Lilli aktiv i flere forestillinger – både egne værker og som medvirkende for andre. Hun arbejder bl.a. sammen med Kompagni 47, hvor dans blandes med cirkuselementer som gulvakrobatik og partnering.  

 I sine timer underviser Lilli primært i contemporary – flow og floorwork med fokus på bevægelse tæt på gulvet og legende, akrobatiske elementer. Hun elsker partnering og at udfordre med nye fysiske og kreative muligheder, samtidig med at hun skaber et trygt og nysgerrigt rum for udvikling

PI Commercial

Ida-Marie Stenz

Mit navn er Ida-Maria Stenz, og jeg er instruktør hos PI Commercial. Jeg har danset professionelt i de sidste fem år og på eliteplan i over ti år. I dag underviser og træner jeg i commercial, heels og hiphop i København, men jeg elsker også at rejse rundt i Europa for at udvikle mig og hente ny inspiration. 

Mit seneste job var med The Royal Family Dance Crew, hvor jeg boede og trænede i New Zealand og turnerede med dem i store dele af verden. Derudover har jeg taget Copenhagen Dance Education i 2020/2021 og har optrådt for artister som Kesi, Mads Langer og Tessa – både live og i musikvideoer. 

I min undervisning lægger jeg vægt på, at det skal være sjovt at udvikle sig. Det er også utroligt vigtigt for mig at skabe et frirum, hvor man tør være sig selv og give den fuld gas – hver eneste gang. 

PI Dans Træningsholdet:

Amalie Jasim

Amalie elsker en hård og nørdet træning. Hendes primære stilarter er contemporary og experimental hiphop. Amalie har arbejdet som freelance danser siden 2016, hvor hun blev færdig på Danseuddannelsen ved Sara Gaardbo. Hun har bl.a. stået for danselinjen på VIES, og brugt et år på at dygtiggøre sig i contemporary og floorwork i Italien på Specific by Loris Petrillo 21/22. 

Til daglig arbejder Amalie nu som danseunderviser på Svenstrup Efterskole og som performer for Maria Hassabi. Amalie fusionerer contemporary og hiphop, og hendes trinsprog er præget af et stærkt fundament, der bevæger sig i kontraster fra stort til småt, flydende til skarpt. Amalie har mange års undervisningserfaring, og hun elsker at følge sine danseres udvikling og se dem tilføre deres eget personlige touch i hendes timer.  

CREDITS: / Jada / / Medina / / Roskilde Festival 50 / / Pil / / Natalie Sandtorv / / Siamese / / Noras Have / Maria Hassabi  

PI Elite:

Mille Marie Johnsen

Mit navn er Mille Marie, 26 år, og jeg har været så heldig igen i år at få lov til at være træner på PI Elite – denne gang sammen med ikke bare én men to rigtige dygtige medtrænere – og jeg kan ikke vente med at få skudt sæsonen igang!  

Jeg har lavet gymnastik, siden jeg var helt lille bitte, og danset en del ved siden af også. Jeg vil dog stærkt understrege, at man ikke kommer til at danse hiphop og house sammen med mig, da jeg primært har skrabet lidt til bunke af erfaringer i den anden del af dansespektret. 

Jeg har med gymnastikken, dansen og generelt bevægelse fået dejligt mange lærerige, sjove, spændende, skøre, og uforglemmelige oplevelser, som jeg er utrolig glad for (og meget stolt af) at have været en del af. I denne sæson, 25/26, stræber jeg igen efter at få hentet en masse inspiration ind fra dansen rundt omkring i DK og endnu engang også i udlandet … og så forhåbentlig blive udtaget til et gymnastikhold eller to her hjemme.   

Jeg håber på, at se så mange af jer, der ser diverse opslag her – kom og hyg til både fortræninger og udtagelse! Vi lover, at I både vil få sved på panden og smil på læben🤞🏼 Krammer herfra 

Anna Bech

Anna har en gymnastisk baggrund med erfaring fra både Gjellerup Sdr. Elite, DGI Hammerum Rep, DGI Holstebro Rep, Pi Elite, SG vedligeholdet, Ollerups Eliteholdet og DGI Verdensholdet. Derudover har Anna taget danseuddannelsen ved Sara Gaardbo(2024), hvorefter hun de seneste år har beskæftiget sig med både dans og gymnastik.  

Anna har blandet undervisningserfaring indenfor rytme og dans. Hun har i foråret undervist på Gymnastikhøjskolen i Ollerup, hvor hun har beskæftiget sig med rytmelinjen. Hun har været instruktør for Lilleholdet, GS øvede, Brejninggaard efterskole og lavet forskellige workshops for hold og skoler. Hun er også selv en del af Ollerup Dance Projects.  

I hendes træninger har hun fokus på at svede, nørde, gentage og udforske forskellige bevægelseskvaliteter. Hendes undervisning indeholder både tekniske færdigheder, isolationer, grooves, helkropsbevægelser, afsæt, floorwork, impro og meget mere! Hun kan godt lide at mixe forskellige genrer og lege med bevægelse. 

Freja Borly

For Freja er gymnastiksalen et frirum – et sted, hvor hverdagens krav forsvinder, og hvor gymnastikken og kreativiteten er i centrum. Her skal der være plads til grin, sved på panden og bevægelsesglæde.  

Freja har indtil hun var 19 år gammel, dyrket teamgym. Siden da har hun gået på flere hold i foreningen som Pi elite, Pi-x og PI-dans. Derudover har hun været på Kbh og Fyns rephold samt gået på Ollerups elitehold. Hun var en del af DGI’s 14. verdenshold, som hun rejste rundt med sidste år.  

Freja elsker at kunne bruge hele kroppen i sin bevægelse og lægger vægt på, at en stærk rytmegymnast, giver kroppen langt flere muligheder. Hun elsker at koreografere og lave opvisninger hvor man viser det man har trænet på gennem sæsonen. Hun binder sig ikke til én genre, og nyder at skifte udtryk og lege med de forskelllige genre af gymnastik og dans.  

Hun glæder mig enormt til at træne med et hold af dygtige og øvede gymnaster på Pi elite, hvor hun både kan give og få inspiration gennem bevægelse, udvikling og fællesskab omkring gymnastikken. Til daglig læser Freja medicin på Københavns Universitet. 

PI Mænd

Niklas Vilstrup

Niklas Vilstrup har en stærk baggrund inden for gymnastik.
Han har selv været aktiv på PI Mænd og har i de seneste år været en del af Københavns Repræsentationshold (KBH-Rep). 

Ved siden af gymnastikken har han i 2023 gennemført ⁦Danseuddannelsen.dk⁩.  I 2021 medvirkede han som danser og koreograf under WorldPride i Danmark, hvor han optrådte sammen med en af landets mest førende dragperformere. 

Niklas er fortsat aktiv i gymnastikmiljøet og foreningslivet, hvor han konstant eksperimenterer med at kombinere gymnastikkens strukturerede form med dansens mere legende og kreative tilgang til bevægelse. 

Michael Hammerbo

Michael Hammerbo har arbejdet som danser i 10 år, både i ind- og udland, mest indenfor moderne dans og kommercielle stilarter. Han er vant til at opsætte sine egne forestillinger, og har mange års erfaring indenfor koreografi på kommercielle scener, teatre, musicals, til stævner m.m. Han har også rejst meget og hentet inspiration i andre lande, og dygtiggjort sig på udenlandske skoler.

Han har stået på scenen med bl.a. Suspekt, Medina, Sahlene, og han har optrådt på scener som Operaen, Pride Square på Rådhuspladsen, Dansekapellet, Bellevue Teater med flere.

Michael elsker at videreformidle dans og koreografi, og han har 11 års undervisningserfaring, i alle aldersgrupper og niveauer. Han sætter pris på en grundig træning, hvor der er plads til alle, alle former for kroppe og alle former for temperamenter. Der er fokus på den individuelles udvikling, og fokus på et fælles udtryk.

PI Old Stars

Jeppe Furbo Hansen
Øzkan Güleryüz

PI Opvisningsholdet (rytme)

Michala Aabech

Jeg hedder Michala og skal være den nye træner på PI opvisningsholdet. Jeg glæder mig til at træne, svede, grine og hygge mig med en masse søde gymnaster og sammen skabe et brag af en opvisning.

Jeg elsker særligt den klassiske gymnastik fyldt med fejesving, bløde bevægelser og at nørde teknik, men er samtidig helt vild med en smadre-træning fyldt med power, sved og grin.

Jeg vil som træner gøre mit for at skabe et trygt træningsrum, hvor vi kan lære af og med hinanden. Som gymnast har jeg tidligere gået på PI Øvede, PI-X, PI Urban, KBH Minirep, Ollerup Dansekompagni.

Sabine Jansson

Hej, jeg hedder Sabine og glæder mig til en fantastisk sæson på Opvisningsholdet, Rytme!  

Gymnastikken har altid været en stor del af mit liv. Siden jeg var 4 år gammel, har jeg dyrket alt fra rytmisk- og æstetisk sportsgymnastik til redskabsgymnastik og klassisk rytmegymnastik. Undervejs har jeg også fået undervisning i forskellige dansestilarter som ballet, jazz, hiphop, tap og contemporary – og jeg kan godt lide at blive inspireret af dansens verden. 

Som aktiv gymnast har jeg været en del af flere forskellige hold, herunder Aarhus Minirep, PI Øvede og TIK opvisningshold. Jeg har også haft fornøjelsen af at undervise både børn, unge og voksne – blandt andet på AGF 23+. Efter et par års pause som instruktør glæder jeg mig rigtig meget til at undervise igen! 

Jeg elsker alt ved gymnastikken – fra klassisk teknik, spring, tricks og drejninger til sving, improvisation og leg med håndredskaber. Som underviser lægger jeg vægt på den enkelte gymnasts udvikling, samtidig med at vi har det sjovt, griner og får sved på panden. Gymnastikken har givet mig masser af glæde og stærke fællesskaber – noget jeg håber at kunne give videre som instruktør. 😊 

 Mette Corneliussen

Hejsa, jeg hedder Mette, og for søren hvor jeg glæder mig til at være en del af trænerteamet på Pi Opvisningsholdet Rytme denne sæson! 

Gymnastikken har været med mig, siden jeg var helt lille. Især har dansens verden og den rytmiske del af gymnastikken været dér, jeg har smidt al min kærlighed de seneste par år. Jeg har bl.a. gået på Pi Øvede, Pi Dans, Københavns MiniRephold og Rephold. 

Så meget som jeg elsker et blødt, klassisk bevægelsesunivers, er jeg også vild med at udforske de lidt skøre og skæve bevægelser. Derudover kan jeg virkelig godt lide, at man bruger hinanden til træninger – både som inspiration til at lære af og med hinanden, men bestemt også til skøre lege! 

 Vi ses i hallen!! 

Laura Hell Ravn

Hej, jeg hedder Laura og jeg glæder mig helt utrolig meget til at være en del af trænerteamet på opvisningsholdet i den kommende sæson.  

Jeg har lavet gymnastik det meste af mit liv og har en stor kærlighed for sporten, da den både giver mig mulighed for bevægelsesnørderi, sved på panden og sociale relationer og grin. Jeg holder meget af klassisk grundgymnastik men elsker også at blive udfordret inden for andre genre. Jeg har tidligere selv gået på hold i PI, diverse fynske hold og haft en sæson i det sønderjyske.  

Udover gymnastikken er jeg en sand strikkenørd. Jeg har altid gang i mindst 5 forskellige projekter og jeg elsker at udforske strikkens og håndarbejdets verden 

Vi seeeeeees 

PI Rytme

Klara Hjerting

Siden jeg lærte at holde balancen, har jeg elsket at danse. Det begyndte hjemme på stuegulvet med utallige shows for familien, men er sidenhen blevet skiftet ud med gymnastik- og dansesale. Jeg har blandt andet danset med Københavns Rephold, PI Elite og Ollerup Dance Projects. 
 
I de seneste år har jeg fundet stor glæde i at undervise og dele min kærlighed til bevægelse med andre. Jeg fortsætter derfor med endnu en sæson som underviser på PI Rytme og skal derudover også undervise Sorø Performance.  
 
Min undervisning tager afsæt i kærligheden til rygsøjlen, floorwork, stærke lår og en ordentlig omgang motorvej.  
…Og så går jeg allergladest hjem fra en træning hvor sveden drypper. 

Nanna Grønbech Willumsen

Mit navn er Nanna, jeg er 23 år gammel og har gået til gymnastik siden jeg var en lille prut💨 

Jeg ELSKER at bevæge mig og har gået på diverse hold, både lokalt og i DGI. Som barn i midt- og Vestsjælland og siden på hold som KBH REP og PI-elite.  

I F22 var jeg elev på gymnastikhøjskolen i Ollerup hvor jeg lærte mega mange fede og inspirerende måder at arbejde med bevægelse på. Efterfølgende var jeg et smut abroad som instruktør i New Zealand hvor min indre instruktør og glæden ved at lære fra mig virkelig begyndte at blomstre!  

Som bevæger har jeg en stor kærlighed til lår og det med at bevæge sig langt. Derudover synes jeg at kontrasterne mellem det bløde og det skarpe er mega spændende at arbejde med. 

Jeg glæder mig helt utroligt til at møde jer alle sammen og ser frem til træninger hvor vi både kan lære af hinanden, grine og udvikle os sammen.  

Stine Iversen

Min gymnastikglæde startede i de sønderjyske cafeterier men har siden hen bragt mig mod lækre bevægelser på Fyn og nu Sjælland 

De første år brugte jeg i springcenteret, hvor jeg gik til powertumbling, men heldigvis fik jeg også øjnene op for den rytmiske verden. Den har jeg haft fornøjelsen af at udforske på blandt andet Lilleholdet, PI Elite, Mini-Rep og Rep-hold.  

Som instruktør har jeg tidligere undervist på forskellige egns- og dansehold, og jeg glæder mig vildt meget til at få lov til at udvikle mig sammen med PI Rytme! Jeg elsker en træning der byder på yderligheder, hvor vi både kan fordybe os og lege med hvor bevægelserne starter og forlænges hen, men hvor vi også kan svede igennem til god bas og få gang i lårbasserne over gulvet.  

Og så må vi selvfølgelig ikke glemme det vigtigste: højt humør og hyg! 

PI Rekrutterne:

Vicki Zoe Risom

Jeg hedder Vicki og er oprindeligt fra Vestjylland. Min helt store passion har været fodbold, men jeg har også dyrket en masse gymnastik som barn og på efterskole. Jeg er mor til to rekrutter på holdet og glæder mig til at tage imod jeres børn. Målet med dette hold for mig er, at vi skal have det sjovt, være aktive, udvikle vores motorik og lære de små discipliner som at stå i kø og tage hensyn til andre 

Andrea Joensen

Jeg hedder Andrea og har danset og lavet gymnastik, siden jeg var helt lille. Gennem årene har jeg undervist både børn og voksne i dans og har også en baggrund i springgymnastik fra mine yngre år. I PI Gymnastik står jeg også bag danseholdet PI-X, som jeg brænder for at udvikle år efter år. 

I år tager jeg mine to små børn på to og tre år med på holdet, og de glæder sig mindst lige så meget som deres mor til at tumle, lege og prøve nye ting. Jeg ser frem til at undervise PI-rekrutterne sammen med Vicky og Stine og vores mål er, at børnene skal gå hjem med et smil på læben, føle sig trygge og udvikle sig gennem sæsonen. 

Stine Kjæp Larsen

Jeg hedder Stine. Jeg er oprindeligt fra Lolland, og her startede mit bekendtskab med gymnastikken også. Jeg har lavet gymnastik og danset siden jeg var helt lille. Jeg har også undervist forskellige børnehold. Jeg glæder mig til at lave en masse dejlig gymnastik og bevægelse med jer og jeres børn i den kommende sæson.

PI Styrke:

Eva Petersson

Eva har været instruktør på PI-Mix siden 1998. Har en gymnastikbaggrund, der blandt andet består af 13 år som springer på PI-opvisningshold og et ophold på Ollerup Gymnastikhøjskole.
Hun er et stort legebarn og kan lave rigtig mange armstrækninger!

Flemming “Flex” Jensen

Susanne Spanggård

Susanne har tidligere gået til spring på PI Opvisningsholdet og på PI Styrke. Hun har undervist, siden hun var 13 år, har lavet konkurrence gymnastik, og har undervist alt fra konkurrencehold, til forældre-barn, børnehold, aerobic, yoga og springpiger. Susanne har i mere end 25 år undervist i JGI Gymnastik.

PI Træningstyperne

Tovholdere:
Helle Søndergård Madsen & Louise Marholt

PI Øvede

Nanna Bonde

Hejsa! Jeg hedder Nanna Bonde og er det nyeste medlem af trænerduoen på PI Øvede. Efter et år Down Under glæder jeg mig helt vildt til at vende tilbage til København og PI Gymnastik.  

Jeg har selv gået på en masse hold i foreningen; PI Elite, PI Dans, PI Fokus og PI Træningstyperne, men i år vender jeg tilbage som instruktør på PI Øvede sammen med Nanna nr. 2 – og jeg glæder mig rigtig meget til en energifyldt sæson.  

Min egen gymnastik- og dansekarriere startede i Vestjylland på blandt andet Hammerum Juniorhold og Ringkøbing-Skjern Egnens Rephold, hvorefter jeg var en tur på Gymnastikhøjskolen i Ollerup. Siden 2018 har jeg udelukkende danset rundt i København på Københavns Rephold, Dansetyperne og i PI Gymnastik.  

Jeg elsker træninger med fart over feltet, så forvent høj musik, kreative bevægelsesmønstre og til tider høj puls, når jeg står bag musikken  

Nanna Overbeck

Hej allesammen! Jeg er Nanna Overbeck, og jeg bobler af glæde over at være med på instruktør teamet på PIØ endnu en sæson!  

Det bliver en fest at træne, lære og udvikle os sammen – jeg glæder mig helt vildt meget! 

 Min gymnastik karriere startede helt nede i det sønderjyske, og den fortsatte i det (syd)østjyske efter en flytning.  

Jeg har tidligere været gymnast på hold som Sydøst Rep, KBH Rep, KBH Mini Rep, PI Fokus og PI Elite. Derudover har jeg også danset lidt rundt på AGF Dans og taget den 1-årige danseuddannelse ved Sara Gaardbo. Og så selvfølgelig, et obligatorisk semester på Ollerup, hvor jeg mødte min søde med-instruktør.  

Det betyder, at jeg både nyder at lave den klassiske gymnastik, men også at spice det op med lidt godter og inspiration fra andre verdener. Men forvent ikke en house eller hip hop time med mig!  

Jeg elsker at undervise og se den udvikling, hver enkelt gymnast gennemgår. Med et stillesiddende kontorjob til hverdag har jeg hver uge masser af opsparet energi, der bare venter på at blive sluppet løs med jer!  

Jeg vil gøre mit absolut bedste for at sammensætte træninger, der bidrager til udvikling, sved på panden og masser af grin.  

Sidst men ikke mindst skal vi selvfølgelig blive stærke og spændstige sammen! Jeg glæder mig til at se dig til fortræning og udtagelsen! 

PI GYMNASTIK – en gymnastikforening i København for alle

Social media & sharing icons powered by UltimatelySocial